I anledning af Kvindernes Kampdag ser jeg endnu en gang mig selv ty til mit yndlingscitat, som fysikeren Niels Bohr er afsender på. Med udsagnet: ”Vi hænger i sproget” beskrev han en af sine udfordringer med at forklare en ny videnskab, der endnu ikke har et vokabular.
I vores samtid står vi med lignende udfordringer på mange områder. For nylig hørte jeg en efterspørgsel efter begrebsafklaring inden for social impact og innovation. Teknologiske nybrud afføder løbende behov for nye ord. Opbrud med kønsopfattelser og stereotyper skaber behov for hele paletten af nye ord, nye forståelser og tja, nye opfattelser af verden omkring os. For sprog skaber virkelighed, og hvis vi hænger i sproget, bliver vores virkelighed for lille.
Det er også her mine tanker kredser hen hvert år, når vi fejrer Kvindernes Kampdag. En dag, som desværre stadig er yderst relevant, fordi ligestillingen fortsat hænger i bremsen. Men også en dag, som jeg personligt kæmper lidt med, fordi den sætter køn over mange andre langt vigtigere karakteristika, og når man gør det, begynder man også at definere de kasser, som køn sættes i. Selv har jeg altid kæmpet med den kasse, som omverdenen har fortalt mig (ja, faktisk indimellem råbt efter mig), skulle være min – nemlig kvindekassen.
Jeg er ikke kæmpefan af stiletter og læbestift, men kan svinge mig op til en mascara – så slipper jeg også for, at folk igen siger, jeg ser træt ud. Jeg foretrækker at tage opkald fra banken frem for dem fra børnehaven – men begge institutioner har det med at bytte om på mit og min husbonds telefonnumre Og ja, jeg vil rigtig gerne karriere, ledelse, skabe en virksomhed – også mens jeg har små børn.
Så jeg har ikke noget problem med at være kvinde og kæmper gerne en kamp, men til Kampdagen er det som om kampen går på, at den ene kasse skal have lov til mere. Og så males stereotyperne endnu mere op. Den lyserøde farve, stiletter og flotte drinks bliver synonym med kvinder, mens mænd er alfa i deres stive jakkesæt og fadøl.
Så min kampdag handler i højere grad om at udvide kasserne og gøre op med det heteronormative paradigme, der reproducerer en forældet kønsopfattelse – og gør det svært for mange at passe ind. For nogle kan det virke som en detalje og et luksusproblem, men for unge mennesker som kæmper med identiteten, for diversiteten i bestyrelser og på ledelsesgangen, for udviklingen af en kunstig intelligens og teknologi der ikke reproducerer bias, og for sexisme, kønnet vold og kriminalitet er det vigtigt, at vi også kæmper denne kamp.
Og tilbage til Bohr. Et opgør med heteronormativitet er ikke kun svært, fordi det er et opgør med samfundsnormerne. Det er også svært, fordi sproget udfordrer os. For hvordan beskriver man et paradigme, der bryder med heteronormativitet, mand og kvinde, som normen – uden at have et fælles ordforråd for det.
Det mener jeg, at kommunikatører, der lever af at arbejde med og udvikle sproget har et vigtigt ansvar for at bidrage til. Men det kræver, at vi forstår, at vores metoder nogle gange er tilpasset et forældet paradigme.
Derfor har jeg sammen med Victoria Vest, der også er i K1’s bestyrelse, samlet lidt links, der måske kan være med til at udvide vores horisont og frigøre os fra et forældet sprog.
Først en interessant TED Talk, der demonstrer at mand/kvinde-dikotomien i markedsføring er en direkte dårlig parameter for din virksomheds salg.
Når du er klar til næste niveau, kan Kirstine Dalsgaard Larsens interview med Cecilie Nørgaard fra Mangfold, godt klare en tur mere i manegen.
For den virkelig ambitiøse må anbefalingen falde på en gammel studiekammerat, Mads Ananda Lodahl. Både hans essaysamling: ”Upassende opførsel” som du kan købe her: https://solidaritet.dk/vare/upassende-opfoersel/ og hans forrygende TedX Talk: ”Ending the straight world order”:
Og til slut en frisk lille video, der måske/måske ikke siger, at børnene sagtens kan finde ud af det, og at hvis du kæmper mod fremtiden – risikerer du det frygtede ’boomer’-prædikat.
Med disse ord, rigtig god kasse-kamp – uanset hvordan du identificerer dig.
Katrine Ninn-Grønne
Forperson i K1 Kommunikationsforening