Tekst: Marta Karolina Olsen
Billed/video: Peter Zeuthen
Verdensmålene eller de 17 SDG’er – verdens største fælles forandringsprojekt – stiller kommunikatører overfor en spændende og betydningsfuld opgave ved at skulle oversætte, formidle og skabe billeder på de visioner, mål og forandringer, som programmet lægger op til. Dette indebærer hvorfor og hvordan vi arbejder med at indfri Verdensmålene i virksomheder, organisationer og institutioner, samt kommuner og i samfundet generelt; kommunikatører er med til at løfte vigtigheden af arbejdet med Verdensmålene. Derfor skal klar kommunikation omkring målene direkte ind på direktionsgangen, i organisationerne og ud i samfundet. Dette var nogle af budskaberne på det stemningsfyldte K1 seminar i FN Byen, som du kan se en artikelvideo om her:
Se videoen fra eventet i FN Byen og mød Flemming Johannesen, fungerende kommunikationschef for FN Byen, der fortæller om kommunikatørens afgørende rolle indenfor kommunikation og FN’s Verdensmål. Video og fotos er produceret af Peter Zeuthen.
Verdensmålene bringer kommunikation, forretning og adfærd tættere
Med afsæt i Flemming Johannesens introduktion til de 17 Verdensmål og en rammesætning af K1, inviterede Valdemar Satoshi Rojle Christensen, konsulent i FN, seminarets deltagere til at workshop’e om cases for en SMV’er, indenfor uddannelsessektoren og i NGO-verden. Dette var baseret på FN’s SDG Accelerator. Her formidles de komplekse Verdensmål enkelt og ikonografisk, hvilket stærkt opmuntrer innovative tanker, engagement og processer, hvilket igen præger de store linjer og hverdagens handlinger. Mange er i gang, og ifølge FN på seminardagen er Danmark på en række områder nået langt med dagsordenen. I de kommende ti år, skal mange flere ind over for at nå målene. Det kræver således god kommunikation.
Kommunikationsbranchens arbejde indenfor Verdensmålskommunikation kalder på et fagligt behov for at kommunikatører arbejder sig vertikalt ned i materien og forstår den indvirkning, Verdensmålene har på forretningen, og hvordan de kan oversættes. Dermed skal substansen og troværdigheden sikres og adfærden forandres; dette gennem klare, stærke fremtidsvisioner og kommunikation, der skaber engagement.
De 17 Verdensmål og 169 delmål hænger på mange måder sammen. De er ikke blot en tjekliste til at spejle aktuelle aktiviteter i: De er pejlemærker for udvikling og en løftestang for at se på, hvordan man som virksomhed, organisation eller institution kan bedrive en mere bæredygtig indsats, der succesfuldt bidrager til at indfri Verdensmålene.
SDG’erne kan skabe udvikling i en form, der videreudvikler både forretningen, processerne, organisationen og samfundet i den fælles omstilling, og gennem den sociale kontrakt mellem erhvervslivet, det offentlige, samfundet og forbrugerne, hvor efterspørgslen på de mere bæredygtige løsninger i stigende grad kommer både indefra og udefra. Her kan perspektiverne være essentielt forskellige, afhængigt af virksomhedens øvrige formål, og koblingen til et eller flere Verdensmål skal ske gennem et sprog, forretningen forstår , i den bæredygtige brand building. I denne fælles, store omstilling har kommunikatører en bærende rolle, som K1 vil beskæftige sig med i 2020.
Læs mere om Verdensmålene her hos FN:
https://un.dk/da/om-fn/verdensmaalene
K1 sætter i 2020 spot på kommunikation af FN’s verdensmål og af virksomhedernes verdensmålsinitiativer ved flere arrangementer og aktiviteter i løbet af året K1.
Stay tuned.