10 spørgsmål til Podcasteren

Hos K1 er vi nysgerrige på mange ting. Det er der sikkert andre, der også er. Derfor har jeg sat mig for at starte en helt ny artikelserie hos K1 Kommunikationsforening, hvor vi møder inspirerende mennesker til en snak om, hvad de brænder for. Formatet er simpelt, jeg har forberedt 10 spørgsmål, og så tager vi en snak med dem som udgangspunkt. Hvor vi så ender henne, det er styret af den enkelte samtale. I første artikel har jeg talt om podcast med Emil Dahl-Nielsen, der er konsulent hos bro Kommunikation. Og du kan godt glæde dig til at læse videre, for Emil deler en masse unikke guldkorn til, hvordan man får succes med sin podcast.

Hvad er det for en type podcast, I laver hos bro FM?

Vi prøver at lære folk noget nyt, hver gang vi laver en udsendelse. Så på den måde er det en fagpodcast. Faget er pudsigt nok det fag, vi til daglig arbejder med. Det tager afsæt i kommunikation, adfærdsvidenskab og organisation. Alle tre felter handler jo om mennesker, og vi bestræber os også på, at man kan lære noget nyt om mennesker i hver udsendelse.

Podcasten rækker ud til fagligt interesserede og nysgerrige sjæle. De arbejder måske direkte med kommunikation, adfærd eller organisation. Men det er ikke det mest afgørende. Det mest afgørende er interessen for faget, og den interesse rækker meget ofte ud over stillingsbetegnelser.

Hvorfor startede I bro FM?

Her må jeg hellere starte med at kvittere for initiativet, som altså oprindeligt ikke var mit. Ideen blev født i bro, fordi vi på det tidspunkt allerede udkom med en blog – bro blog – som vi havde gode erfaringer fra. Det har vi øvrigt stadig. Bloggen lever i bedste velgående med godt over 30.000 abonnenter. Men altså, vi havde den her blog, og så var der jo et naturligt kig på ’udviklingen’, og der så podcast bare ud til at være en helt naturlig mulighed for at række ud på en ny måde og lave en lidt anden type indhold, end vi gjorde på bloggen.I dag sameksisterer de to formater – blog og podcast – i vores contentunivers.

Hvor ofte udkommer jeres podcast? Og hvor finder man den? 

Vi udkommer hver torsdag med enten blogindlæg eller podcast, og de emner, vi tager op på de to platforme, er ofte meget relaterede. Podcasten udgives inde på vores blog: wearebro.dk/blog

Hvordan starter man en podcast op? Har I haft udfordringer undervejs?

Her vil jeg snyde lidt og svare ud fra min og mit teams egen oplevelse. Den starter der, hvor vi overtog mikrofonen fra den tidligere vært Henrik Hillestrøm. 

Vi overtog jo faktisk et etableret koncept, som vi både skulle videreføre og udvikle. Så nu spørger du til udfordringer, og der vil jeg da pege på, at det sagtens kan være udfordrende at tage en vision og et koncept, man ikke selv har født og så holde liv i det. Det er bestemt ikke umuligt, men der er mange læringer tidligt i sådan en proces. Her mener jeg helt lavpraktisk: rekruttering af gæster, udvikle spørgeguides, sikre at studiet er klar. Alt det der lavpraktik er jo en hygiejnefaktor, der bare skal spille. Her har vi heldigvis prioriteret at være nogle stykker om at dele ansvaret, og det er en kæmpehjælp, når en af de andre fra teamet lige minder mig om at sende spørgeguiden ud til gæsten i god tid eller hvad det nu måtte være. Jeg er nok også nødt til at fremhæve postproduktion som en ret stor aktivitet, man måske ikke lige går og tænker over, når man ’bare’ lytter til podcasts. 

Så at få den praktiske maskine organiseret – det skal man altså sætte god tid af til.

Og så er der udvikling. Noget af det første, vi besluttede, var, at vi ville gøre udsendelserne lidt kortere. For vi kunne se, at lytterne nok ikke havde tid til at få det hele med, hvis de typisk lyttede til os på vej til eller fra arbejde. Så i dag varer vores udsendelser omkring en halv time. Det er jo faktisk en omfattende udvikling, fordi det stiller krav til hele fødekæden. Vi skal være endnu skarpere redaktionelt, og vi skal prioritere endnu hårdere i postproduktionen. Hertil kommer, at vi også langsomt skruer lidt på tone og stil, så podcasten både er tro mod det koncept vi har, og samtidig er udtryk for præcis de mennesker, der står bag. Jeg synes ikke, et mundtligt format kan overleve, hvis ikke det er gennemsyret af personlighed. Så vores podcast skal også være karakteristisk for netop det team, der laver den.

Hvordan oplever I, at interessen for jeres podcast er?

Her må jeg sige, at jeg faktisk er lidt overvældet over interessen. Der er så meget godt indhold derude, så jeg er virkelig ydmyg og taknemmelig for, at vi har så mange lyttere, som vi har. Vi har omkring 5-6000 lyttere pr. afsnit, nogle gange lidt flere. Det afhænger af emnet og gæsten.

Jeg tror blandt andet, at interessen er stor, fordi vi cykler på en cykelsti med medvind, så at sige. Altså podcast er stadig kun på vej frem. 18 % af DK’s befolkning lytter til podcast ugentligt, og når man ser på de 15-31-årige, er det hele 31 %. Det er mange, og tallene stiger hvert år. Så jeg er slet ikke blind for, at der er lidt god vind i ryggen der. Men altså man skal jo også lige kunne fange den vind. Og der vil jeg da gerne tro, at vi gør noget rigtigt, når nu vi oplever så god interesse for det, vi laver.

En klog mand fortalte mig engang i en helt anden sammenhæng: ’If you don’t go to bat, you don’t score a home run’. Det er jo dejlig amerikansk. Så første step er selvfølgelig, at man må tage chancen og komme i gang. Men for at blive i metaforen skal man altså blive ved med at forbedre sig, så det er at home run bliver muligt. For man kan også sagtens ramme forbi et par gange.

Hvad giver det jer som bureau at lave podcast?

Det er jo helt klart eksponering overfor en masse mennesker, som er vores interesse her. Vi vil på den ene side gerne dele viden og gøre både os selv og lytterne klogere. På den anden side vil vi jo gerne ’være til stede’ i lytternes bevidsthed. Det er klart. På længere sigt kan man så drømme om, at en af de lyttere tænker på bro, når de en dag skal have hjælp til løse en opgave.

Så for at sige det ligeud, er podcasten også en del af vores content marketing-strategi. Det er klart.

Hvad er vigtigt som vært for en podcast?

Det vigtigste for mig er, at den gæst, jeg har på besøg, slapper godt af og oplever optagelsen som en reel samtale mellem lige parter. For det kan simpelthen mærkes på optagelsen. Når det lykkes, opstår der alle de små dejlige ting, som gør en podcast til noget helt særligt og noget helt andet end det skrevne ord. Lytteren får en følelse af at være med, og kan skøjte med rundt i de associationer og små sjovheder, som opstår undervejs. Så en god og afslappet stemning er meget afgørende.

Det peger så også mod noget andet, som er vigtigt: At man kan finde balancen mellem at følge en plan og afvige fra den. Som udgangspunkt skal man være helt indstillet på, at planen IKKE vil blive fulgt. Man kan ikke planlægge præcis hvordan og hvornår, de gode pointer opstår. Men derfor skal man jo stadig have en plan. Dels fordi gæsten skal vide, hvad han/hun går ind til, og dels fordi det ville blive en dårlig udsendelse, hvis man bare satte sig ned og begyndte at plapre løs. Der skal være en struktur nedenunder. Så jeg har normalt reduceret vores spørgeguide til en meget kort punktform. Og det er den, jeg støtter mig til, når vi optager. Spørgeguiden har jeg også med, men den skal jeg kende så godt, at jeg reelt ikke bruger den, når optagelsen kører. For det er – i mine øjne (eller ører om man vil) – alt for tydeligt, når værten læser højt og lader som om det ikke er tilfældet. Det er også tydeligt, at værten ikke er helt til stede i samtalen, hvis han/hun sidder og kigger ned i en plan hele tiden. Man skal have øjenkontakt med gæsten og gribe de informationer, der kommer derfra.

Hvordan finder I deltagere til jeres podcast?

Det er et kludetæppe af relationer, vi allerede har, og det man kan kalde kold kanvas. De eksisterende relationer er selvfølgelig de letteste at forfølge. Men der er også noget fedt over at bestemme sig for en gæst og så bare gå i gang med at rekruttere. Så skal man typisk forbi en agent eller sekretær osv. Det kan sagtens være lidt omfattende. Men det har indtil videre absolut altid været umagen værd. Vores erfaring er, at folk er søde og hjælpsomme derude, hvis bare man gør sig umage med at spørge ordentligt.

Hvad er dine bedste råd til nye podcastere?

Det bliver nok en gentagelse af nogle af mine foregående pointer, men:

  1. Lyt til Eisenhower. Eisenhower sagde: ”Planlægning er essentielt, men planer er ubrugelige”. Det citat giver rigtig god mening for mig. Man skal bruge en masse tid på at lægge en plan, så man er klar. Men når så den røde lampe lyser, skal man kunne løsrive sig fra det hele og være helt og aldeles nærværende i den samtale, man har i podcasten.
  2. Kend din målgruppe rigtig godt og kurtiser den som bare fanden. Og bliv ved med at prøve at lære den at kende. Vi laver podcast for vores lyttere. Ikke os selv. Så find ud af, hvem din kernemålgruppe er og brug en masse tid på at imødekomme deres ønsker og behov. Det gode ved den operation er, at man samtidig får en masse ledestjerner at navigere efter. Det er altså bedre end sådan en selvsikker og småarrogant overbevisning om, at man bare er selv er vildt fed, og at alle nok bare vil elske en.
  3. Den her er nem at give: Husk at have det sjovt. Man kan jo høre, når en podcast er produktet af nogen, der nyder at lave det, de laver. Så rådet kan godt være lidt svært at følge, fordi jeg ikke lige kan sige hvordan. Men hvis ikke I har det sjovt i studiet, så find ud af, hvordan I kan få det. Det smitter virkelig af på optagelsen.

Hvad er dit næste podcastprojekt?

Vi skal til at lave to live-optagelser d. 28. og 29. maj på årets Podcast Festival. Det er en lidt ny dimension at optage live, og det glæder vi os helt vildt til. Man kan få billet på www.podcastfestival.dk. Den ene optagelse er jo lavet i samarbejde med jer i K1 og hedder ’Branding på lyd’. Den bliver sjov at lave, for der får jeg besøg af et helt panel af podcastere, der fortæller om, hvorfor de (og deres organisation) har valgt at gå lydvejen i deres branding. Det er den d. 29. maj klokken 16.30-17:30.

Dagen før – d. 28. maj, får jeg besøg af Sebastian Dorset på Hotel Cecil klokken 17.00. Der handler det om at nå ud til mennesker. Det bliver også virkelig sjovt at få besøg af en klog og sjov mand som ham. 

Men altså live-delen er ny, og den finder sted lige om lidt.

Efterlad en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere