Faktaboks
Formålet med denne artikel er at præsentere nogle af de centrale resultater fra mit speciale, der undersøgte, hvordan vi kan finde kommunikative veje til at tale om død og sorg. Specialet blev udviklet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter, og resultaterne bygger på resultater fra deres undersøgelser, offentligt tilgængelig data og litteratur om emnet og egne interviews med otte efterladte, der har mistet et barn, en forælder, en partner eller en søskende. Specialet har til formål at bidrage med indsigter i målgruppen efterladte mellem 30-50 år. Disse indsigter udmundede blandt andet i anbefalinger til en konkret kampagnestrategi for Det Nationale sorgcenters nye tiltag ’Sorglinjen’.
Jeg har personlig erfaring med død og sorg, da jeg selv har mistet begge mine forældre i en ung alder. De erfaringer har bidraget med en forståelse for de efterladtes position, men har ellers ikke været i fokus i specialet. Jeg søger ikke, hverken med mit speciale eller med denne artikel at generalisere, men derimod at tilføje en subjektiv stemme og dermed nuancere forståelsen af, hvordan død og sorg opfattes af de efterladte.
Et oplagt sted at starte er i ordbogens definition af ordet.
Den Danske Ordbog, 2020
Sorg: dyb, vedvarende, smertelig følelse af tab, ulykke, svær modgang, især efter en elsket persons død.
Med så få ord er beskrivelsen dømt til at være nøgtern, og den kan på ingen måde give en dybdegående forståelse af, hvad sorg er og kan være, der er simpelthen nødt til at komme flere ord og nuancer i spil.
En ting, som er fuldstændigt, uomtvisteligt sikkert, er, at vi alle skal dø. Og det betyder, at størstedelen af vi mennesker i løbet af vores liv vil opleve, at en, vi elsker, dør. Døden kan være uventet – en ulykke, et hjertestop. Den kan også være ventet – ved længere tids sygdom, alderdom. Vi kan blive konfronteret med døden på mange måder, men uanset hvilken måde vi møder den på, efterlader den et tomrum. Det menneske, der var her før, er her ikke længere. Det er en sorg, som de efterladte skal leve med. Sidste år var der 53.958 registrerede dødsfald i Danmark, hvis hver af de afdøde har to pårørende, der føler et afsavn, så efterlader det 107.916 mennesker i sorg i 2019.
I 2018 introducerede WHO en sorgdiagnose, vedvarende sorglidelse (WHO, 2018). Ifølge Preben Engelbrekt, direktør hos Det Nationale Sorgcenter, udvikler 10 % af alle efterladte vedvarende sorglidelse. 15-20 % af alle efterladte udvikler kompliceret sorg, som dækker over depression, PTSD og angst (Engelbrekt, 2018). Det betyder, at der er mennesker, der bliver så syge af sorg, at de ikke længere er i stand til at opretholde en velfungerende livsførelse. En af de ting, der kan gøre en forskel for, om man som efterladt bliver syg af sorg, er, om man har nogen at tale om sit tab med.
Død og sorg er et tabu
Man tænker det måske ikke, når man ser den opmærksomhed, der har været på død og sorg i mediebilledet de seneste år. Men alle respondenterne i mine interviews mener, at død og sorg er et tabu. Det kan godt være, at vi kan tale om død og sorg på et højere mere distanceret plan, men når det kommer ned i det nære, når det er nogen, vi kender og måske elsker, så bliver det lidt mere problematisk. Flere af respondenterne mener, at det er fordi vi ikke ved, hvordan vi skal tale om det. Fordi vi mangler et sprog for det, men også fordi det er svært og gør ondt.
”Fordi det er svært. Fordi det ikke overfladisk. Det rykker inde i grundvolden. Det er ikke bare lige noget der går over på fem minutter eller fordi man går ned og køber en kaffe. Det er svært.”
– Anonym efterladt, 2018
Flere af respondenterne fortæller, at de tror, at deres omgangskreds er bange for at gøre dem kede af det. Eller er bange for at se dem være kede af det – hvilket er helt forståeligt, ingen ønsker (forhåbentlig) at se andre være kede af det. Men respondenterne fortæller også, at de aldrig er blevet mere kede af, at nogen har spurgt ind til deres sorg eller til den, som de har mistet, tværtimod, fortæller de, at det er dejligt at blive set og mødt i sin sorg. Hvis de ikke lige har lyst til at tale om det, så siger de selv fra, men de påskønner initiativet. Undersøgelsen ’Sorgens konsekvenser’ udført af Børn, Unge og Sorg i 2017 med 2200 respondenter viser, at 63 % af respondenterne i høj eller meget høj grad ville ønske at flere i deres omgivelser stadigvæk ville tale med dem om den person, som de har mistet.
”Jeg savner, at folk spørger. Jeg kan godt selv sige noget, men det er helt vildt rart, når folk de spørger og anerkender sorgen.”
– Anonym efterladt, 2018
Hvis man ikke selv har oplevet en stor sorg i livet, så kan det være svært at forestille sig, hvordan det føles. Under interviewene spurgte jeg respondenterne, hvordan det føles, når en man elsker dør. Det udmundede i en række forskellige reaktioner fra respondenterne.
Det er interessant at se, hvordan respondenternes svar bevæger sig i samme felt, på trods af, at de har mistet i forskellige relationer, på forskellige tidspunkter i livet og af forskellige årsager. Alligevel er der noget universelt i sorgen. Særligt én følelse er gennemtrængende: ensomhed.
Sorg er ensomt
Umiddelbart lyder det logisk, at det efterlader et tomrum og en smerte, når et menneske man elsker dør. Men er det også logisk at man, selv med et stærkt netværk af gode venner og familie, føler at man er alene i sorgen? At ingen helt rigtig lytter eller har lyst eller tid til at tale om den, man har mistet? En utvetydig tematik, der manifesterede sig under mine interviews var, at respondenterne netop føler sig ensomme. Mange af dem oplevede, at deres nærmeste omgangskreds trak sig. Og de oplever til stadighed, at venner, kollegaer og familie undgår at tale om den afdøde.
”Det jeg blev mødt af, det var en mur af stilhed. Det føltes faktisk som om, at det var mig, der var død. Jeg var virkelig alene.”
– Anonym efterladt, 2018
Vi står over for den udfordring, at efterladte føler sig alene, fordi vi som samfund og som individer ikke er i stand til at kommunikere om død og sorg. Her er sorgkommunikation en del af løsningen både i det private liv og på arbejdspladsen.
Hvorfor er det svært?
Men hvorfor er det så svært? Måske anskuer vi det fra den forkerte vinkel. Et bud, som blev fremsat af en efterladt var, at vi i vores samfund er vant til at tænke i projekter/problemer og løsninger.
”Men sådan er det jo bare ikke med sorg, vel. Det er jo en livslang proces.”
– Anonym efterladt, 2018
Og måske skal vi netop anskue sorg mere som en proces. Som noget der ikke går væk, men i stedet skal finde sin plads i den efterladtes liv. Nyere sorgteori fremsat af Michael White (White, 2006) fortæller, at de efterladtes selvfortælling rystes, når de mister. At beskrive det som en rystelse vil dog af mange sorgramte opfattes som en eufemisme. En mere rammende beskrivelse vil være, at ved svær sorg, så eksploderer ens verden og selvfortælling. Tusind små brikker daler ned i et fuldstændig uigenkendeligt kaos. For den sorgramte kan det føles helt umuligt og aldeles usandsynligt, at livet nogensinde skal kunne samles igen. Men hvis livet skal leves igen, så er det nødvendigt at samle de brikker i en ny konstruktion, hvor den, man har mistet, stadigvæk har en plads. Ifølge White er det essentielt, at efterladte reetablerer en selvfortælling, hvor vedkommende føler, at afdøde stadig kan være en del af fortællingen efter dødsfaldet. Dermed skal vi i højere grad forstå, at vi ikke skal løse sorg, men i stedet acceptere, at den er der og spørge ind til den, som vi spørger ind til alt mulig andet i vores medmenneskers liv. Det kræver, at vi bliver bedre til sorgkommunikation både som pårørende og som efterladt.
Det bringer os tilbage til den svære sorgsituation, som mange pårørende ifølge de efterladte, netop har svært ved. Noget tyder på, at vi forstår sorg og vores rolle som pårørende til en efterladt på et overordnet plan, men har noget sværere ved det konkrete. Derfor var det en vigtig ambition for mig i mit speciale at forsøge at nedbryde tabuet ved at gøre det mere gennemsigtigt og skabe nogle konkrete værktøjer, så de pårørende kan handle uden at blive bremset af forskellige overvejelser om, hvorvidt de gør noget forkert. Pointen er netop, at det ikke kræver ekspertise eller akademisk specialviden at være en god sorgstøtte – det kræver blot modet til spørge ind og til at være tilstede i sorgen sammen med den efterladte.
En simpel tjekliste til en kompliceret situation
Hvis du, som pårørende til en, der har mistet, er i tvivl om, hvad du kan gøre, så lavede jeg, som en del af kampagnepakken til Det Nationale Sorgcenter, en lille tjekliste til deres sociale medier, som du kan søge inspiration i. Den er baseret på de erfaringer og den data, som jeg har indsamlet i mit speciale. Det er ikke en eksakt videnskab, og sorg er individuel. Det at være der for én, der har mistet, kan aldrig koges ned til en simpel tjekliste, men den kan være et godt udgangspunkt.
1. Tag selv kontakt. At sige ”du må endelig ringe eller sige til, hvis der er noget” er sødt og betænksomt, men de færreste efterladte har overskuddet til at række ud. Stilhed betyder ikke nødvendigvis, at vedkommende ikke har brug for dig. Så husk dem, selv når de ikke beder dig om det.
”Jeg kunne ikke engang ringe til lægen. Det bedste nogen har gjort for mig var da sundhedsplejersken ringede til lægen for mig. Og det kan lyde så banalt, men jeg kunne simpelthen ikke. Der var en, der skulle tage mig i hånden og gøre noget.”
– Anonym efterladt, 2018
2. Spørg ind til, hvordan de har det. Også lang tid efter dødsfaldet. Sorgen forsvinder aldrig. Flere af respondenterne i specialet fortæller, at der opstår en akavet stemning, når de forsøger at tale om den, de har mistet.
”Først og fremmest var det svært for min omgangskreds at spørge, hvordan jeg rigtig havde det. Jeg bliver ked af det når jeg snakker om det. Og de har svært ved at vide, om det er okay at gøre mig ked af det og at skabe en situation, hvor det måske ikke er følelsesmæssigt rart at være i. De forstår ikke, at selvom det følelsesmæssigt kan være hårdt, så er det også enormt rart. Det er en måde at se mig på. Det ikke at spørge til det er faktisk også en måde ikke at se mig på.”
– Anonym efterladt, 2018
En kvantitativ undersøgelse foretaget af Det Nationale Sorgcenter viser, at knap 85 % af deltagerne ville ønske, at der var flere i deres omgivelser, der stadigvæk talte med dem om deres sorg (Det Nationale Sorgcenter, 2017). Samme undersøgelse viser, at 76 % af deltagerne i den kvantitative undersøgelse har oplevet at skjule deres sorg over for deres nærmeste for ikke at belaste dem. Hvis du er I tvivl om, om tidspunkter er okay, så kan du altid spørge ”Har du lyst til at tale nu?”.
3. Kom på besøg. Det er ensomt at miste. Nogle timer har man brug for at være alene og andre for at være sammen med nogen, der elsker en. Og hvis du kan, så duk op til begravelsen/bisættelsen.
”Jeg husker de venner, der bare kom forbi med en pizza og gav et kram. Det var dejligt.”
– Anonym efterladt, 2018
4. Lyt. Du behøver ikke komme med gode råd eller fortælle om dine egne erfaringer. Det er dejligt, hvis du bare sætter dig ned og er i det. At du rummer sorgen. Og at du lytter, også selvom du har hørt det før.
”Jeg savnede nogen, der kunne bare være i sammen rum med mig uden hele tiden at skulle prøve at få mig til at blive glad eller tænke på noget andet. De skulle bare være i det sammen med mig”
– Anonym efterladt, 2018
5. Giv et kram. Lad være med at tage afstand til den, der har mistet. Selvom du måske synes, at det er svært at vide, hvordan du skal gribe det an, så prøv alligevel.
”Det handler jo om at prøve og træde et skridt tættere på dem, der har det svært og ikke træde et skridt væk.”
– Anonym efterladt, 2018
6. Gør nu det hele igen – det vil sige; glem ikke. Husk engang imellem at nævne og tale om den, som er død. Det kan være hyggelige minder eller anekdoter, men det kan også være en sms på årsdagen for dødsfaldet, omkring højtider eller fødselsdage. Tip: du kan jo lige lave en note i din kalender på de vigtige datoer. Du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk rørende det er for efterladte, at du husker en vigtig dag, selv fem år efter. Sorgen og savnet til afdøde forsvinder ikke for den efterladte.
”Der er ligesom om, at der er fastsat en eller anden tid på, hvor lang tid man skal være ked af det. Altså de første uger, synes jeg, folk er gode til at spørge ind til og tage hensyn og sådan. Men jeg synes egentlig ikke, at der går lang tid før, så forventer omgivelserne, at man er ovenpå. Det har jeg i hvert fald oplevet, at man skal være tilbage på fuld styrke. Det synes jeg godt kan være svært.”
– Anonym efterladt, 2018
Alt ovenstående indikerer, at vi som samfund og som individer mangler værktøjer til at aftabuisere sorg og død. Alle resultater fra arbejdet med mit speciale fortæller, at det at tale om sorgen og om døden, gør den lettere at håndtere. Sorgkommunikation er simpelthen en nødvendighed, hvis vi vil afhjælpe den ensomhed, som mange føler i forbindelse med et dødsfald. Sorgen og døden i sig selv er ikke et problem, men det er tabuet.
Har du lyst til at se nærmere på kommunikation af sorg og tabuiserede emner, så kontakt mig på charlottekongsted@hotmail.com