Tekst: Eva Vestrheim
Billede: Peter Zeuthen
Vi må tænke kommunikation ind i nye kontekster. Vi må omdefinere begreberne, og bruge kommunikation mere kreativt og menneskeligt vedrørende. Tiden fordrer fornyelse og transformation. ”Det Meningsfulde Samfund” er et af K1s nye initiativer, der spejler denne bestræbelse, og arrangementet ”Sange vi er fælles om” var det første i rækken af dette initiativ.
Denne gang handlede det om at synge sammen. Fællessang er en måde at kommunikere med hinanden på – på en befriende, anderledes og nærværende facon. Fællessang er gået fra at være en højskoleting til at brede sig i alle kredse. Fællessang var ikke så hot. Nu er det blevet hipt.
I en kældergymnastiksal på det digitale gymnasium, Ørestad gymnasium var K1 medlemmer, støvede kommunikationsfolk, formænd, og en gymnasieklasse fra musiklinjen samlet til sang og debat om de sange, vi er fælles om. Hele kælderen emmede af en levende og rungende lyd, der fyldte gymnastiksalen op. Musiklinjen på gymnasiet har til formål at iværksætte elevernes kreative kompetencer, nære det kreative udtryk, for at bruge andre ressourcer end de gængse, boglige fag fordrer. Pianisten Martin Valsted kom langvejs fra, og spillede den uundværlige musik til vores sang.
Nyeste, 19. reviderede udgave af Højskolesangbogen udgives til november 2020, med 600 sange, inklusive 150 nye sange. Højskolesangbøger sælger som aldrig før. Vi, som mennesker søger fællesskab som aldrig før, og fællessang er en af måderne at imødekomme denne samhørighed på.
Sangen som hjertesprog
Lisbeth Trinskjær, Formand for De danske Folkehøjskoler, karakteriserer sangen som et hjertesprog. Et hjertesprog, der taler til vores følelser og sanser. Sang er poesiens sprog, et dybere forbindelsesled mellem mennesker. Hjertets sprog sætter ord og billeder på det, vi kan mærke. Hjertes sprog er hinsides køn, race, alder, social rang og status. Kommunikation på hjertets sprog aktiverer sanserne og vores emotionelle kapacitet, snarere end logik og fornuft.
Sangen som kommunikationsværktøj
Sangen bliver et kreativt produkt, som vi skaber sammen. Sangen kan lignes med en kreativ proces, der udfolder sig. De individuelle toner bliver sat sammen til en samhørig klang. Og vi må tilpasse og afpasse vores individuelle styrke og tone til fællessangen.
Vi har alle en stemme, vi har alle en tone, vi har hver vores klang. Vi har vores unikhed, vi har særegne kompetencer. Vi er fragmenter, der skaber en helhed sammen. Vi danner den samlede tone; samspillet af vores divergerende toner. Vi er individer, og mærker samtidigt genklangen hos de andre. Det bliver en anden måde at mødes og mærke hinanden på.
”Det virker kun, når man ophører at lytte til sig selv, og lytter til de andre. Vi lytter til vores egen stemme i de andres stemmer. Al musik og sang skal ikke være kendis. Det er vigtigt, at det ikke er en kendisoptræden, hvor en kendt musiker synger ned til deltagerne. Det er noget, der er vores alles eje”, understreger Lisbeth Trinskjær.
Selvforglemmelse og genkendelse
Under sangen synker vi ned i momentum og glemmer det, vi skulle huske. Vi får en befriende pause fra os selv, og bliver opslugt af tilstedeværelsen og genklangen hos de andre. At synge sammen er en anden måde at bruge sproget og stemmen på, en anden måde at kommunikere på og skabe samhørighed. At fortabe sig og forsvinde i sangen kan være aldeles befriende. Vi lader os opsluge af sangen og stemmens kraft, og forsvinder samtidigt i den. Det er varme, nærvær og samhørighed. Dannelse, respekt og kreativitet.
Kommunikation, Kærlighed & Konnection
Vi mødes i et andet slags fællesrum, hinsides, der skabes, når vi alle bidrager med vores fulde nærvær. Måske er vi ikke helt trygge ved at gå ind i det rum, vi eksperimenterer, famler os lidt frem, overskrider nogle indre grænser omkring, hvordan vi vanligvis er sammen med andre mennesker. Der åbnes op for noget andet. Nogle mennesker er mere fortrolige med rummet end andre. I sangen løsnes der op. Vores stemmer løsner op for indre barrierer og forbehold. Stagneret og undertrykt energi. Stemmen frigiver indestængte følelser. I stemmen udtrykker vi os ved at turde synge ud. Overskrider nogle indre grænser sammen, eller en forestilling om, at vi ikke kan synge. Vi skal ikke censurere sangen, blot fordi vi ikke er helt fortrolige med den, og ikke har den reneste stemme eller klang.
Vi udtrykker os blot på en anden måde, end vi plejer. Vi skaber en særlig form for dynamik, og mødes på et dybere plan i sangen. Vi fortaber os i tilstedeværelsen, idet sangen tager over og blot sangen og stemmerne består.
Sangens væsen
Ved tilblivelsen af sangen ”Ramadan i København” havde fire heterogene skribenter hver sin aktie i det kreative udtryk; Özcan Ajrulovski, Isam Bachiri, Nana Jacobi & Anders Greis. Med sangen søgte de at skabe noget, der var hinsides politik, og kunne fungere som en samlet kraft. Sangens formål er at skubbe til folks forudindtagede holdninger og perspektiver, og på den måde forene disse i deres forskelligheder. Dette er en vigtig del af den såkaldte ”dannelse”, og er med til at skabe et samfund, hvor der er plads til alle.
Tekstuddrag fra Ramadan i København;
Lys på lys
Brænder mildt i mørkets favn
Hånd ved hånd
Ramadan i København
Himlen er aftenrød
Glasset der fyldes op
Dadler og mælk og brød
Glæden der følger trop
Når kunst bliver debatskabende
Man kan ligne højskolesangbogen med Bibelen for fællessang. Men en bibel er statisk, hvor samfundet er dynamisk og i konstant udvikling. Kan højskolesangbogen adaptere til tidens ånd? Kan højskolebogen tilpasse sig? Højskolesangbogen er et fint stykke dansk kultur, men også dansk kultur er i konstant bevægelse. Kommer “Ramadan i København” i sangbogen, bliver der rama-skrig. Kommer den ikke i, vil det tillige udløse debat.
Splittelsen ophører, samhørigheden består
Sangtekster skaber perspektiver. Nu er Grundtvig en integreret del af vores kultur, men Grundtvig var engang en revolutionær. Han bidrog med de store tanker. Han blev forvist af folkekirken. Han blev siden adapteret. Og nu er han mainstream. Grundtvig minder os om, at vi ikke nødvendigvis skal acceptere tingene, som de er. Mainstream var en gang en revolutionær tankegang. Eller en utopi. Via sangen kan vi skabe debat, uden at der skabes konflikt. Vi synger måske om noget, vi ikke er enige i, men vi er sammen, og reflekterer over teksterne. Perspektiverne i teksterne. Sang bliver på den måde kultur, observation og refleksion. Stemmen kan bruges til andet end at trumfe et budskab igennem, og vinde over modparten.
Via sangen kan vi bruge kommunikation på en mere fællesskabende og bidragende måde, fremfor at konkurrere. Sang er kreativitet, et kunstnerisk udtryk og kan bruges til at perspektivere, skabe debat og provokere. Det er hævet over trivia, hævet over politik, hævet over dagligdags sysleri.