“Kan du ikke se, at dette er det bedst mulige tidspunkt at være i live?”
Citatet er ikke mit, men det er blevet hos mig siden en af mine tidligere studiekammerater delte det på sin facebookprofil i april-måned. Spørgsmålet kommer fra en studerende, og hun tog afsæt i klimakrisen. Klimakrisen, der har aktiveret så mange unge, og en krise som har fået mig til sætte ekstra pris på min ungdom, hvor jeg kunne opleve verden uden samtidig at have en følelse af at ødelægge den.
Derfor var det også overraskende og meget inspirerende at læse, hvordan hun havde uddybet sit svar:
“Vi står ved afgrundens rand. Når alt er på spil, så betyder det noget, hvor jeg stiller mig. Hvor vidunderligt det er at være i live i en tid, hvor alt, hvad jeg gør, har betydning.”
Sikke en forbilledlig tilgang til verdens store udfordringer! Og sikke et eksempel at følge for os kommunikatører.
I vores kreds af fagpersoner kan vi nok hurtigt blive enige om, at kommunikation er blandt verdens vigtigste discipliner. Gennem vores bidrag til samfundsudfordringerne kan vi være med til at skabe mening, demonstrere sammenhæng og opfordre til handling. På samme måde som kommunikation kan drive negative bevægelser gennem dæmoniserende propaganda, så kan vi oplyse og understrege vores ansvar for og rolle i samfundet.
Vi kan prøve at gøre det gennem vores arbejde, gennem vores sociale relationer eller måske gennem frivilligt arbejde. Og vi kan gøre det i spændingsfelt mellem alle tre, som K1 fx er repræsentant for. I K1 kan du arbejde med de emner, du brænder mest for. Sammen med andre og med ophæng i din faglighed og professionalisme kan du lade dig føre af ‘din hjertesag’ og gøre andre klogere.
Det er præcis det, jeg altid har håbet, at K1 kunne blive platform for. Et sted, hvor vi kan diskutere synspunkter og udfordre verden – samtidig med at vi forholder os til, hvordan vi kan handle på det.
Derfor har det været en kæmpe fornøjelse at se, hvordan samfundets nedlukning ikke har sat det hele i stå. Tværtimod har både nye og velkendte ansigter budt ind med aktiviteter og arrangementer.
Forskningskommunikation og FN’s Verdensmål har været virtuelle trækplastre. Lige som ønsket om at mødes fysisk har resulteret i efterårsevents om intern kommunikation i Securitas og kundekommunikation i Nordea. Kombulancen og Fremtidens Rådgiver-konferencen vender også tilbage i efteråret, og så begynder det særlige temaspor om ‘Det meningsfulde samfund’ at manifestere sig – hele tre events forventer de at byde ind med i efteråret.
Sammen er K1’ere med til at give vores fælles mødested form. En form, hvor vi kan lade os drive af vores ståsted, og hvor det vi gør har betydning – for os selv og andre.
Tilbage er der blot at handle på det …
Og med disse ord vil jeg ønske jer alle en skøn, inspirerende og afslappende sommer – jeg glæder mig til at se jer på den anden side.
De bedste hilsner
Katrine Ninn-Grønne
Forperson, K1 Kommunikationsforening