CBS satte i sidste uge fokus på Fake News med et seminar, hvor internationale eksperter delte deres viden om dette relativt nye fænomen.
Først talte den amerikanske forsker Alan Davis under overskriften ”Why we fall for it and what can we do about it” om at begrebet Fake News er opstået under Donald Trumps præsidentkampagne og vokset siden. Alan Davis der er Professor på University of Colorado har siden forsket i området og kan konkludere at Fake News primært er et politisk våben.
For de allerede omvendte
Hans forskning viser at Fake News påvirker de modtagere, der i forvejen er enige med afsenderne. Republikanere tror på de Fake News, der kommer fra den side, de allerede støtter. Modparten blandt de demokratiske stemmer, tror ikke på de republikanske Fake News og vice versa. Det er dog primært den republikanske side, der står for langt den største del af udsendelsen af Fake News. Men selv om Fake News mest rammer de allerede omvendte, er det fortsat et onde i det offentlige rum.
Den amerikanske presse er ikke kendt for grundig kildereseach, og det medfører at der er mange Fake News, der slipper igennem filtrene. En undersøgelse fra 2016 viser at 75% af de adspurgte amerikanere tror at de kan identificere Fake News og 20% viderespreder dem. Det kunne være værre, men under de nuværende forhold spredes stadig et meget stort kvanti, der tages for troende.
Kan IT være løsningen?
Næste indlægsholder Isabelle Augenstein, Københavns Universitet bragte en hel ny tilgang til identificering af Fake News. Hun er i gang med at udvikle en it-baseret løsning, der automatisk skal kunne analysere og identificere Fake News. Det er et projekt med et stort potentiale specielt i en tid, hvor medierne er hårdt presset økonomisk og mange medier vil give op.
Det kan være nemt for danske medier og kommunikatører at læne sig op af det faktum, som stort set alle indlægsholdere fremhævede, nemlig at Fake News er primært et amerikansk fænomen. Men vi er nødt til at tage det alvorligt i Danmark. Vores trykte medier er under stort pres og internetmedierne er ikke nødvendigvis forpligtede i forhold til reglerne for god presseskik.
Vi har selv et ansvar
Som kommunikatører har vi også selv et ansvar. Det kan være fristende, når man står med en vanskelig opgave at pynte lidt på sandheden eller sværte en konkurrent til. Men det er lige præcis her, at der skal holdes fast på den faglige etik. Går vi på kompromis her, ja, så saver vi den gren over, vi sidder på. Det værste vi kan gøre for vores fag, er at skabe mistillid til presse og kommunikation.
Seminaret gav et godt overblik over begrebet Fake News og de udfordringer, det allerede har givet presse- og kommunikationsfaget. Vi bliver nødt til ikke alene at holde den etiske fane højt, men også være ekstremt kritiske – ikke kun på andres adfærd, men også på vores egen. Vi får brug for uddannelse i at spotte Fake News. Det vil blive en fast del af vores daglige virke.
Mon ikke K1 kommer med nogle events, hvor vi kan gå mere i dybden og i en dansk kontekst?