K1s Boganmelderkorps
I K1 har vi startet et nyt koncept “K1s Boganmelderkorps”. Her anmelder medlemmer af K1 Kommunikationsforening faglitteratur. Vi har lavet aftaler med Samfundslitteratur, Dafolo og Gyldendal Business om, at de sender os den nyeste faglitteratur, så vi kan brede anmeldelserne ud i K1s netværk. Tak til de tre forlag og til anmelderne for jeres bidrag. Du kan også blive anmelder – send os en mail på K1@K1kommunikationsforening.dk.
I denne artikel anmeldes “Giv dit brand en personlig stemme” af Louise Bonfils Høck. Anmeldelsen er skrevet af Mark Sinclair Fleeton.
Solid gennemgang af influencermarketing
”Giv dit brand en personlig stemme” af Louise Bonfils Høck er en overraskende grundig gennemgang af emnet influencermarketing – særligt størrelsen på bogen taget i betragtning. På 269 sider formår forfatteren at karakterisere influencerfænomenet, deres modtagere, samarbejdsformer, influencerstrategi og endda nå at spekulere over influencersamarbejdets fremtid og mere til.
Resultatet er en form for håndbog for kommunikationsfolk, der ikke nødvendigvis har tiden til selv at fordybe sig i emnet, men godt kan se potentialet i området. Hvis I leder efter et sted at starte på influencersamarbejder, så er denne bog et udmærket sted at lede.
Som alle andre redskaber i kommunikationsværktøjskassen, så handler det om målgruppe. Denne bog demonstrerer, at influencermarketing rammer bredere, end jeg i hvert fald forventede. Også bredere end den målgruppe, som statsministeren forsøger at ramme med sine gæsteoptrædener hos forskellige influencere i disse dage.
En af bogens styrker er helt klart analysen af influencermarkedet i kapitel 2, der kommer ret godt rundt om området og dermed giver et udmærket grundlag for at tage stilling til om influencermarketing giver mening i en konkret sammenhæng. Med analysen og den grundige gennemgang af udvælgelse af og samarbejdsformer med influencere er man faktisk rimeligt rustet til at give sig i kast med området.
Fra starten af bogen gøres det klart, at bogens fokus er kampagner med strategisk brug af influencermarketing og derfor vil det være forkert at lægge bogen til last, at den ikke sætter området ind i en bredere kommunikationsstrategisk sammenhæng.Bogen er hurtigt læst, men ikke forsimplet i sin fremstilling. Opbygningen er let og fremkommelig og hvert kapitel indledes med en et kort overblik over indhold og afsluttes med en kort opsummering. Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, så er det måske, at opsummeringerne godt kunne trække flere konkrete hovedpunkter ud af kapitlerne.
Event om influencermarketing
Hvis du er blevet nysgerrig på bogen, så afholder Louise Bonfils Høck og Charlotte Kongsted et arrangement om “Influencermarketing” den 11. november 2020 sammen med K1 Kommunikationsforening og Kommunikation og Sprog. Her vil Louise blandt andet komme med konkrete og praktiske redskaber til at lave influencerkampagner fra A-Z, som sikrer at man kommer godt i mål. Medlemmere af K1 kan tilmelde sig her: https://hello.zyklus.dk/promote/?se=E1BE006B-1363-438D-A430-BB7D156EA2CD&utm_source=zyklusfeed&utm_campaign=1133&utm_term=12491. Hvor medlemmer af Kommunikation og Sprog skal sende en mail til K1@K1kommunikationsforening.dk.