Virtual Reality

Er det en slags kosmisk joke det hele, en jordisk forbandelse, eller netop en manglende forbindelse, som vi har sat os selv og hinanden i? Dette covid-19- drama. Det begynder at ligne en joke i alt fald. En af de mere alvorlige af slagsen. Hvad er læringen bag al spektaklet?

Virtuel eller visuel kommunikation

Tekst: Eva Vestrheim

En nytårsopsang

Jamen, det var jo også den der digitale tidsalder. Det var her, vi kom fra.

Vi kunne jo ikke noget. Vi gad jo ikke noget. I virkeligheden, dybest set. Vi kunne ikke andet end at sidde og glo på en skærm. På arbejdet og efter arbejdet. Om natten, af og til. Og ungerne fik stukket en mobilos, en iPad eller en Mac i hånden, når de voksne skulle ud at lege, altså; have skærmtid selv.

Vi kunne ikke overskue noget, andet end den tekniske udvikling, den gik til gengæld også en million gange hurtigere end alle de andre udviklinger og fremskridt til sammen.

Virtuel kommunikation

I skolen skulle det hele foregå digitalt, i hjemmet skulle det hele foregå digitalt, eller foran en skærm om aftenen med reality-shows. De intelligente mennesker sad aften efter aften, og gloede på mindre intelligente aktører på en skærm. Hvem var i virkeligheden de uintelligente her?

Vi kunne ikke finde ud af at navigere i vores eget liv, vi blev tilskuere til andres liv på en skærm. Vi blev seere, tilskuere, ikke i vores eget liv, men på et set-up på en skærm. Det var her vores intelligens var nået til, havde udviklet sig til. Det med at være sammen rigtigt, lytte efter tur. Fornemme, mærke, give plads til andre, det blev klemt og nedprioriteret på de digitale medier. Her handlede det bare om, at den der råbte højest, blev hørt. Mere larm, mere opmærksomhed. Ligesom irriterende snotunger.  

Det blev et nyt årtusinde, den digitale generation kom til verden. Milleniums. Hvad kunne de. De kunne det hele på en skærm, de kunne det trippelte på den kvarte tid. De fik nok ikke de højeste karakterer i sociale kompetencer i skolen, men der opstod en ny slags virtuelle møder, man blev social på nettet, og kunne være alt muligt. Man kunne være hvem som helst på sin profil. Det var der ingen, der dobbelttjekkede i virkeligheden. Man kunne tage sig godt ud. Hende der blev moppet i skolen, blev influencer. Hun tog hævn.

Dating, CV & jobsamtaler

Man behøvede heller ikke at gå ud længere med sommerfugle i maven, og tage mod til sig, for at møde nogen fra det modsatte køn. Det sørgede en webside for, og senere blev det til apps. Dating apps. Man kunne altså ikke længere stole på livet og de tilfældige møder, dertil havde man en app, som gjorde det usikre element lettere. Den sørgede for det hele, neutraliserede kemien, afmystificerede og gjorde de potentielle sårbare, fine møder til et dating CV set-up. Strategiske jobsamtaler. Hvor man kunne krydse af, om den anden havde de fornødne kompetencer, om man var pæn nok. Rigtig eller forkert. Om man duede eller ikke duede. Videre i programmet.

Og man behøvede ikke gøre noget, for man skulle ikke selv tage stilling til de her menneskeprofiler i virkeligheden. Det hele foregik virtuelt.  Man skulle bare lære at bruge en app, og navigere på en hjemmeside. App’en tog stilling for en. Man behøvede ikke at aktivere sin gut feeling eller sin intuition, sin egen dømmekraft. Det sørgede app’en for. Man kunne gifte sig, såfremt app’en havde givet grønt lys.

Når man kedet sig og følte sig ensom og venneløs, så kunne man zappe rundt på SoMe, og skrive at man havde bagt kage, tage billede af kagen fra alle vinkler, eller bryste sig med sine biceps, og flashe sig med sine nye trousers. Det kan man stadig, men hele det der SoMe selvcentrerede identitetsprofilering falder lidt til jorden, når det er det eneste, der er.

Eller afreagere på anden facon…

Et rigtigt menneske

Jamen, here you go. Så kom coronaen ind ad bagvejen, forfra, og fra siden. Vi blev angrebet alle steder fra. Nu kan vi dyrke al den skærmtid, al den virtual reality, vi begærer, glo på alle de fordummende realityprogrammer, som vi vil. Vi kan være alle mulige. Og ingenting på samme tid. Vi kan sidde stenet foran skærmen i vores komfortzone og chatte. Nu kan vi svælge os i zoommøder, skypemøder og microsoft teams komsammen – hjemmefra, og vi slipper for at møde folk rigtigt, at mærke hinanden. Vi kan sidde og gemme os i vores fine stuer, som aldrig før og spejle os i skærmen. I pyjamas og morgenhår. Boltre os i det digitale, sociale cirkus. Og vi har al den tid i verden til at være sammen med vores rigtige familie, og den udkårne. Vi kan da virkelig få vores dosis, så når dyrene er sluppet ud af zoom, så kan vi ikke holde ud at glo på en skærm med samme intensitet længere. Forhåbentlig!

Er det en slags kosmisk joke, en jordisk forbandelse, Nemesis? fordi vi ikke værdsætter os selv og hinanden i det virkelige liv? Og når vi engang får lov til at være sammen med mennesker i store klaser igen, så vi vil forstå betydningen af sådan helt rigtige, andre mennesker i flokke, i den virkelige tidsberegning. Man kunne håbe at vi vil værdsætte relationer på en helt anden måde. For når alt kommer til alt, er vores relationer, det dyrebareste vi har.

Godt nytår!

Mennesketomme gader

Efterlad en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere