K1 salon vol. 2 Rådgiveren og toplederen
Se videoen her:
https://youtu.be/Hblxt0uIn-w
Video/billede: Peter Zeuthen
Tekst: Eva Vestrheim
På torsdagens K1 salon (1. november 2018) på toppen af Riget med toppen af Riget, vil vi gerne zoome ind på forholdet mellem rådgiver og topleder. Hvad er en god rådgiver for hospitalschef, Per Christiansen med ansvar for 12000 medarbejdere på Danmarks største offentlige virksomhed i sundhedsvæsenet? K1 salon udfordrer, undersøger og indkredser svaret.
K1 salon er en række samtalesaloner om Gitte Gravengaards forskningsprojekt ”Fremtidens Rådgiver” på Institut for Nordiske Studier, KU, i samarbejde med RelationsPeople, og denne torsdag i samvær med K1.
Læs mere om K1 saloner her:
Being on the same page
Mens Anders Monrad Rendtorff, formand i K1 og partner i RelationsPeople, interviewer Julie Relsted og Per Christiansen, er det tydeligt at mærke den gensidige kemi dem imellem. Deres relation emmer af god dynamik med en genuin respekt for relationen og samarbejdet, tilsat en god portion indforståethed og humor.
Julie Relsted & Per Christiansen
For hospitalschef for Danmarks største offentlige sundhedsorganisation, Per Christiansen, er det uhyre væsentligt at rådgiver og topleder taler samme sprog, at man er fortrolig med den gængse terminologi, der benyttes. Navigerer rådgiveren med et kendt kompas, har rådgiveren den rette søfartsterminologi ved hånden, når der navigeres, eller forstår hun sig bedre på fodboldtermer? Rådgiveren er Per Christiansens øjne og ører, og de skal operere inden for samme synsfelt. De skal beherske de samme metaforer.
Fingerspitzengefühl
Anders Rendtorff: ”Hvilke kompetencer er de vigtigste for at blive en god rådgiver?”
Julie Relsted: ”Jeg skal være stærk på mennesker og jeg skal være stærk på rollen. Jeg skal ind i hovedet på Per, og jeg må sætte mig selv til side for at se verdensbilledet gennem hans øjne.”
”Hvordan kommer du ind i hovedet på Per?”
Julie Relsted: ”Det handler om fingerspitzengefühl, at bruge min empati til at forstå hvordan han tænker. Jeg skal skabe et fortroligt rum for ham. Og naturligvis skal jeg forstå forretningen og konteksten.”
”Hvor erfaren skal man være som rådgiver, for at have gefühl og forstå situationen?”
Julie Relsted: ”Det handler både om kemi, og så skal man have ret meget selvtillid. Men for meget selvtillid kan spænde ben. Egoet vil gerne booste sin selvtillid, men det kan blokere, så man er nødt til at have evnen til at sætte sig selv til side. Det er balancen mellem at have selvtillid og at være ydmyg på samme tid.”
”Hvad er de største udfordringer, du har som rådgiver?”
Med et glimt i øret, afslører Julie Relsted: ”Jeg startede med at have en plan. Nu har jeg ingen plan.”
”Hvad har du så?”
Julie Relsted: ”Jeg har pejlemærke og strategisk fokus, og jeg er blevet mere effektiv.”
Julie Relsted, Rådgiver
Den situationsfokuserede rådgivning
Der summes ved bordene. Hvad mener det fremmødte kommunikationsfolk? Engagementet er sprudlende, udsprunget af kommunikationsfolkets egne erfaringer og dagens refleksioner. Der diskuteres og sparres for at selektere de vigtigste – endsige obligatoriske – ingredienser for et optimalt samarbejde mellem rådgiver og topleder. Kommunikationsfaglighed er ikke nok, der skal være tryghed og ærlighed mellem parterne. Gensidig respekt og tillid er eftermiddagens buzzwords fra deltagernes umiddelbare ønskeliste. Den gode kemi er et altafgørende udgangspunkt for et velfungerende samarbejde. Andre parametre, der understreges blandt deltagerne er rådgiverens stærke sociale kompetencer og evne til at bygge relationer, samt at være opmærksom på proportionerne. Ydermere, er det essentielt at mestre og skelne hver enkelt situation. Man skal være intuitiv, skarp og bevidst i selve situationen for at kunne give den optimale, kompetente rådgivning per se.
Der summes ved bordene
Jesper Sloth, PR & Kommunikation, Rigshospitalet, gør opmærksom på den udfordring, der opstår, når man bliver for hjemmevant i sin kommunikationsrådgiverrolle. Jesper Sloth har erfaret at man kan træne budskaberne så meget, at det bliver for indstuderet. ”Vi skal passe på at rådgiver- rådtager- relationen ikke lukker om sig selv. Når det bliver for indspist, mister toplederen ofte sin friskhed og autenticitet i kommunikationen, og vi glemmer at få friske øjne på det udkom”, understreger han.
Jesper Sloth, PR & Kommunikation
Person eller rolle
Afslutningsvis, er der åbent for spørgsmål til eftermiddagens hovedpersoner, Julie Relsted og Per Christiansen. ”Er det personen Per, du rådgiver eller er det toplederrollen, du rådgiver”, bliver Julie Relsted spurgt om fra plenum. ”Jeg skelner ikke mellem personen og rollen. Det er personen Per, jeg som udgangspunkt har in mente, når jeg rådgiver”, understreger hun. Per Christiansen differentierer dog mellem person og rolle og har fokus på sidstnævnte. ”Jeg efterspørger altid råd, stilet til min rolle som hospitalschef”, afslutter Per Christiansen.
Syv gode findings fra dagens K1 salon
1 Samarbejdet er det væsentligste
2 Kemi og tillid mellem rådgiver og topleder
3 Vekselvirkning mellem selvtillid og at sætte sig selv til side
4 Rådgiverens intuition – et vigtigt parameter
5 Den ærlige relation er ikke blot vigtig, men altafgørende
6 Rådgiverens friske øjne
7 Differentiere mellem denne og hin situation