K1s venlige vært
Pelle Nilsson er en af den danske kommunikationsbranches innovative personligheder. Ikke alene er han en af grundlæggerne af K1, kassér og en venlig vært ved foreningens bestyrelsesmøder i sine lokaler på Vimmelskaftet.
Han driver også bureauet Resonans Kommunikation sammen med Jakob Rasborg efter en noget anden model end branchens traditionelle tilgang.
I modsætning til de fleste bureauer, arbejder Resonans Kommunikation ikke primært med kundernes udadrettede kommunikation. De har specialiseret sig i virksomhedens interne kommunikation, adfærd og processer.
Derfor er lederudvikling, forandringsledelse samt forbedring og digitalisering af kundernes interne kommunikations-infrastruktur også store arbejdsområder for bureauet.
Barndom på øen
Pelle er opvokset på Bornholm og har siden sin barndom været aktiv i mange forskellige sportsgrene. Han var i ungdomsårene bl.a. anfører på øens bedste fodboldhold Viking og blandt de bedste tennisspillere i Danmark. Også frivilligt arbejde blev der tid til i bl.a. SFU, elevråd og Next Stop Sovjet.
Da Pelle skulle vælge sin uddannelsesretning, blev det den boglige side hos ham, der vandt:
”Jeg ville egentlig gerne have været klejnsmed, men mine forældre lokkende mig på gymnasiet.
Her åbnede mine øjne sig for, at jeg havde boglige talenter og gymnasietiden var nogle fantastiske år for mig”.
Skulle man have en videregående uddannelse måtte man forlade øen. For Pelle var RUC oplagt: ”For en knægt fra Rønne appellerede den ikke-elitære og praktiske projektorienterede tilgang til mig.
Så jeg lånte min fars folkevognsrugbrød og drog til RUC. Med i bagagen var den arbejdsetik, jeg var opdraget med: Man skal passe sine ting og ikke pive. Eller som min farmor sagde; hvad du ikke har i hovedet, må du have i benene”.
Pelle fordelte sin tid på RUC mellem samfundsfag, kommunikation og dansk. Det ledte til undervisnings- og forskningsopgaver og til stillinger som videnskabelig medarbejder og ekstern lektor allerede som 26-årig.
Bureauleder
Sideløbende med RUC begyndte Pelle at arbejde som rådgiver for Nordisk Kommunikation, stiftet af den svenske professor Sven Windahl. Pelle blev efter nogle år adm. direktør for bureauet, der lukkede i Danmark i 2008.
Efter lukningen besluttede Jakob Rasborg og Pelle at føre de særlige kompetencer inden for intern kommunikation videre i Resonans Kommunikation:
”Vi var sikre på, at markedet for rådgivning inden for strategisk intern kommunikation ville vokse, og vi har været glade for at se, at området igennem årene er vokset i både anseelse og betydning hos vores kunder”.
Arbejdet med den strategiske interne kommunikation har vokset i kompleksitet i takt med, at rådgivningen er kommet langt tættere på topledelsen, samt på grund af de mange nye digitale muligheder. Det er en udvikling som Pelle tror vil fortsætte fremover.
”For alle bureauer bliver det en særlig udfordring at kunne stille med de rigtige kompetencer i en kompleks fremtid. For os med vores niche i rivende udvikling, vil løsningen i stigende grad blive brugen af freelancere, så vi altid kan stille med de rigtige specialister til opgaven”.
Pelle har også påtaget sig længere varende interim ansættelser igennem karrieren. I to omgange har han udfyldt rollen som Head of Group Internal Communications hos i Nordea-koncernen og en enkelt gang som Internal Communications Manager hos Lundbeck.
”Det har hjulpet mine kunder igennem en periode, hvor de midlertidigt har manglet den rigtige fastansatte til jobbet, og for mig personligt har det bragt mig tæt på dagligdagen og udfordringerne for vores kunder. Det burde alle konsulenter gøre ind imellem”.
Pelle er ikke den værste at sætte på økonomiposten. Han har haft økonomien tæt på i de firmaer, han har haft ledelsesansvar for, og har derfor også påtaget sig ansvaret for den beskedne kasse i K1 som kasserer. Samtidig lægger han hus til K1s bestyrelsesmøder.
”K1 er et fremragende eksempel på, hvor meget man kan nå med entusiasme. Vi er lykkedes at skabe et netværk, baseret på frivillige aktører, og vi vokser stødt. Vi har fået fantastisk støtte fra mange personer, virksomheder og institutioner, der tror på projektet. Vi gør en forskel og det er rart også at arbejde med sit fag i en 100% frivillig og ikke-kommerciel sammenhæng”.