Af Winni Grosbøll
To billeder fra ugen før Folkemødet er som printet fast på min nethinde;
På det ene står hele den vestlige verdens ledere, med Merkel i spidsen og kigger forundret på en mut Donals Trump.
Det andet billede; samme Trump, der storsmilende trykker Nordkoreas leders hånd.
De to billeder, udfordrer i deres fælles historie i den grad mit billede af verden. De gør op med billedet af hvem der er helte og hvem der er skurke – og når alt andet glipper, så kommer kavaleriet til sidst og rydder op.
Læg hertil sagen om Facebook og Cambrigde Analytica, der i uhørt grad rystede vores opfattelse af demokrati og dets urørlighed. Spørgsmålet på bagkant af Facebooksagen er, hvor stor en del af det, vi troede var demokratiske beslutninger træffes egentligt under stærk påvirkning af faktorer, vi ikke aner er til stede? Og hvilken indflydelse har det haft på verdens gang og udvikling? Er argumenter og dialog blevet erstattet af algoritmer og købte data? Og har de været det i længere tid, end vi aner?
Det er spørgsmål, der er svære at rumme og svarene ikke lige til at få, ligesom det er svært at gennemskue konsekvenserne.
Facebook er en mærkelig størrelse. Det, som vi troede, var en slags Blå Bog for venner, er så meget mere på både godt og ondt. Det præger vores samfund, måden vi taler med hinanden, måden vi er sammen, ja selv vores fysiske udvikling bærer præg af en al for stor tilstedeværelse af sociale medier,
Facebooks algoritmer er endnu et eksempel på at vores faste forestillinger og værdier er i opbrud – eller i hvert fald udfordret.
For mit eget vedkommende, så må jeg desværre konstatere, at i sådan en tid, så vælger jeg trække den anden vej;
Jeg vender mig mod det nære, skærmer mig mod det ukendte og koncentrerer mig om det, jeg tror, jeg ved noget om.
Det er på en side godt nok, en oprustning af de nære relationer, kan vi nok alle trænge til.
Men det gør jo også, at kompleksiteten får lov at ligge. At vi opgiver at gøre noget ved det komplekse, simpelthen fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gøre det.
Det er dilemmaet i vor tid, og jeg har ikke en sikker løsning, måske ikke engang en mening om, hvordan vi skal takle det.
I forsøget på at rumme og forstå kompleksiteten er det første skridt at anerkende ens egen begrænsning og søge mod løsningerne i fællesskab med andre. Søge mod steder for samtale og fordybelse. Debatten i vor tid mangler sådanne steder, debatten strander på Facebook, og forsvindende få mennesker ser partierne som hjemsted for denne dialog.
Derfor er Folkemødet og dets myriade af underliggende folkemøder rundt om i landet en interessant og vigtig størrelse. I sin fysiske grundtanke er folkemøderne en platform for samtalen mellem mennesker, også om de svære ting – ligesom de var fra gammel tid.
Og skulle jeg give Folkemødet som institution og alle Folkemødets arrangører og deltagere et godt råd var det netop at dyrke dette;
Dyrk kompleksiteten, dyrk de åbne spørgsmål, dyrk det at sætte mennesker sammen på tværs og lade dem finde nye løsninger. Vi har brug for tid til kompleksiteten og på Folkemødet er den der faktisk; tiden! Her behøver vi ikke være færdige på 5 minutter, en halv time eller for den sags skyld den samme dag.
Dyrk at vi er uden for mødelokalerne, at der er højt til loftet – i alle ordets betydninger – og at de allerede etablerede meninger er taget på sommerferie.
Det er her Folkemødet for alvor kan noget og kan rykke ved dagsordenen og de fasttømrede forestillinger.
For også Folkemødet er her efter 7 år ved at finde sin form og sine styrker.
Hvad der startede som en god ide, fast forankret i værdier som dialog, åbenhed og rummelighed, har vokset sig til en fast tradition med sin egen charme i et kaos af snak, grin, meninger – og i år masser af støv.
Jeg fornemmer en stor kærlighed til Folkemødet, men også at vi hver især tænker lidt tanker om, hvordan det kan sætte flere varige spor, og hvordan det stadig kan overraske os. Og der er plads til masser af forbedringer også af debatformatet, måden vi taler sammen og overskueligheden i hele det store herlige kaos.