Skip to content

Leder: Knips, knaster og knæfald – hvor peger K-pilen hen?

Bliver fremtidens kommunikation styret af de mange knips og øjebliksbilleder? Finder vi endelig algoritmen for god opførsel? Hvad bliver det næste, vi kommunikatører skal fylde værktøjskassen med?

Bliver fremtidens kommunikation styret af de mange knips og øjebliksbilleder? Finder vi endelig algoritmen for god opførsel? Hvad bliver det næste, vi kommunikatører skal fylde værktøjskassen med?

2019 har lynkatapulteret os ind i debatten om kommunikationsetikken, og det ansvar vi som kommunikatører og samlet branche må tage og stå sammen om. Historierne har bredt sig som en steppebrand langt ud over fagets grænser, og vi må konstatere, at mens nogle øver sig i knæfald, læner andre sig længere frem i sædet og forsøger at komme ud af starthullerne – i jagten på et fælles sprog for etikken.

Men kompasnålen peger – heldigvis, fristes man til at sige – ikke kun på etikken, når vi i K1 diskuterer kommunikationsfagets fremtid.

Vi har taget godt hul på foråret med en stribe spændende events med kommunikation som omdrejningspunkt. Snakken er kommet vidt omkring fremtidens kommunikationsrådgiver, toplederkommunikation, samtalen som kommunikationsdisciplin, det nye sort i SoMe.

Senest har vi været en svingtur forbi et dansk-globalt smykkebrand for at åbne Pandoras æske under årets ComCaseCompetition.

Som en åben og frivilligt drevet kommunikationsforening, bakker vi op om alle faglige krumspring og kringelkroge, hvor kommunikationstrends spirer og vokser. Vi rummer og dyrker knopskuddene og de mange forskelligheder og initiativer, der optager os fagligt og menneskeligt. Vi udfordrer hinanden, og vi møder hinanden på kryds og tværs af alder og erfaringsniveau. Og mens vi klatrer i skoven af kommunikationsspørgsmål, støder vi indimellem også på knaster, der giver nogle knubs.

En af de få knaster i branchen er etik-spørgsmålet, men vi støder også på knaster, når samtalen drejer ind på den teknologiske udvikling, en gren, der truer den klassiske kommunikation og får branchen og garvede kommunikatører til at ryste i bukserne og vakle på grundpillerne.

For hvad vil der ske med kommunikatørens rolle, når automatisering af en lang række opgaver er en realitet, og vi træder ind i den fuldvoksne, hyperdigitale alder, hvor de nye strømninger, teknologiske muligheder, medier og kommunikationsværktøjer er kommet op i omdrejninger og har vundet fodfæste? Spørgsmålet er, hvordan de kan finde et godt leje i samspil med de klassiske kommunikationsfaglige dyder.

Tager vi ja-hatten og fremtidsbrillerne på et øjeblik, ser det ud til, at den yngre generation, de nyuddannede kommunikatører, og de mere erfarne kommunikationsfolk har momentum, og at der er evne og vilje til at stå sammen og tegne faggrænserne på ny.

Måske vil algoritmerne og den fragmentariske knipse-kommunikation finde nye former og mening i strømmen af øjebliksbilleder og digitale stories. Der er nye strømninger, vi som kommunikatører må tappe ind på og flyde ovenpå.

Ja, foråret er over os, og fremtidsfornemmelserne får frit løb – også blandt fremtidens kommunikatører, de yngre medlemmer af K1, som i stigende grad bidrager aktivt til foreningens og fagets fremme, og holder events, der trækker flere unge til. Unge som Charlotte Kongsted, der er månedens profil i Mit Kommunikationsliv. Hun er en af dem, der allerede har fundet inspiration og gode netværksmuligheder som aktiv i K1.

For uanset, om det er hurtige knips på snappen, teknik-knaster eller etiske knæfald, der fylder, så kan vi være sikre på, at samtalen nok skal folde sig ud i K1.  Før eller siden.

Kort om forfatteren: Jesper Sloth Møller
15 år i kommunikationsbranchen har bragt Jesper vidt omkring; på bureauer og i ministerier og regione. Mange af årene med musik og sangskrivning som nebengeschäft. 8 år på Danmarks største og vildeste hospital har sat sine spor: Jesper er Rigets mand og løser og håndterer alle typer af kommunikations- og presseopgaver mellem himmel og jord. Ved siden af jobbet på Riget får Jesper også tiden til at gå som underviser i kommunikation på CBS, Dept of Management, Society and Communication.

Jesper er oprindeligt uddannet i film- og medievidenskab fra Brunel University i det vestlige London og har en kandidat i kommunikation fra RUC. Men stopper aldrig med at lære. Som medlem af K1 skriver Jesper nu også frivilligt arbejde og ildsjæl på CV’et.

Efterlad en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere