Komplikationer ved digital undervisning i et samfund med corona

Når undervisningen i skolerne; på universitetet digitaliseres helt, minimeres den kreative udfoldelse, den personlige samt faglige udvikling, som konsekvens af et manglende fysisk nærvær med medstuderende og lærere. Fællesskab, samhørighed, og sparring samt umiddelbar faglig feedback er således afgørende i en undervisningssituation.

#1

Tekst: Eva Vestrheim

Øregaard, Hellerup

Denne artikel er den første ud af en serie på to, hvor emnet er konsekvenser af hel-digital undervisning på Universitetet i faget Kommunikation.

I nærværende artikel vil jeg primært referere til en række norske forskningsundersøgelser. I efterfølgende artikel er jeg mere specifik i interviews med et par førsteårsstuderende på KU, Humaniora, indenfor faget Kommunikation & IT.

I følge en række norske undersøgelser kræver adgang til en digital infrastruktur hverken en banebrydende, innovativ, eller pædagogisk indsats (Blikstad-Balas og Roe, 2020). Det er netop den manglende fysiske stimulering, der gør den digitale undervisning flad. Undersøgelserne har således vist at elevernes potentiale for faglig, social og personlig udvikling mindskes betydeligt, når de er hensat til en art ensrettet kommunikation på en flimrende skærm.

Digitalisering medfører individualisering

Når undervisningen foregår som standardiseret envejskommunikation med associationer til en digital kanyleteori, udebliver det kreative rum, spontaniteten og den dynamik, der opstår i det fysiske møde mellem lærer og elev. Og dermed potentialet for synergi. Sparring mellem elev og lærer, samt indbyrdes studerende imellem, er således et afgørende barometer for indlæring, refleksion og bearbejdning af det lærte stof. Det er netop denne dynamik, der skaber gensidig inspiration og motivation i en undervisningssituation i kraft af det spontane og levende, der opstår i udvekslingen. Såfremt den digitale undervisning anskues som et nøgternt redskab, fratages eleven ”merværdierne” i undervisningsprocessen, såsom kreativitet, udfoldelse, og det nærende samvær med medstuderende og lærere.

I det følgende vil jeg skitsere nogle af de umiddelbare konsekvenser af digitalisering af undervisningsforløbet, som fremgik af undersøgelserne. Flere norske undersøgelser (Blikstad-Balas og Roe, 2020) viste at eleverne blev direkte dårligere til at skrive under hjemmeundervisningen. Altså var indlæringskurvens kvalitet nedadgående fremfor opadgående.

Vi er flokdyr

Det dynamiske samspil, lærer og elever imellem

Selv om digitale værktøjer kan bidrage til god læse- og skriveteknik, er der ingen garanti for et tilfredsstillende udbytte. Flere forskere drager paralleller mellem digitalisering og individualisering (Blikstad-Balas, 2012; Blikstad-Balas, Kornhall & Nilsson, 2020; Selwyn, 2016), og det er netop dette aspekt, som står i modstrid til det, som anses for udbyttelig undervisning indenfor formidling. Konceptet om at undervisning i kommunikation – skal foregå individuelt og digitalt – er absurd i sig selv.

”Selv om digitale verktøy også kan støtte elever som leser eller skriver, mener vi perioden med digital hjemmeundervisning med all tydelighet viser at det er vanskeligere å forene god literacydidaktik med at elevene sitter hver for seg i sitt eget hjem, og det meste av det de skal gjøre er individuelle oppgaver som skal leveres inn. I motsetning til i en klasseromssituasjon, kan ikke slike oppgaver alene gi innsyn i andres tolkningsprosess, ideer til endringer i elevens egen tekst eller utvide hva eleven selv legger i det å lese eller det å skrive” (Blikstad-Balas og Roe, 2020).

”Når elevene under covid-19 pandemien måtte være hjemme og ha all undervisning digitalt, medførte det for de fleste elever en stor økning i andelen individuelle oppgaver (…). Det å utvikle elevene til gode lesere og gode skrivere, forutsetter at elevene i tillegg til tid til å lese og skrive individuelt, sosialiseres inn i måter å bruke tekster på sammen med andre (Afflerbach et al., 2020; Graham et al., 2016).  

”Vi vet også fra tidligere studier at det ikke er noen automatikk i tilgang på teknologi og god pedagogisk bruk. Vi mener derfor hjemmeskolen reaktualiserer spørsmål både om hva vi egentlig vil med digitale verktøy i skolen, og i hvor stor grad elevene skal overlates til individuelt arbeid uten tilstrekkelig feedback og sparring fra læreren” (Blikstad-Balas og Roe, 2020).

Overladt til sig selv…

Konkluderende kan siges at digitale værktøjer kan bruges som støtte til undervisningen. Spørgsmålet er om vi giver de digitale værktøjer for meget råderum, og dermed indskrænker vores kreativitet, både fra et lærer- og elevperspektiv. Som det fremgår af ovenfor skitserende undersøgelser, kommer de digitale værktøjers mangelfuldhed og begrænsninger for alvor til udtryk, når de skal bære hele undervisningen.

Når digitale værktøjer skal bære hele undervisningsforløbet, bliver deres begrænsningerne mere eksplicitte. I et bredere perspektiv bliver det tydeliggjort, at digitale værktøjer allerede har gjort os handikappede, at vi underminerer de menneskelige kompetencer, vores personlige kunnen. Vi eliminerer både lærer og elevers kreative udtryk og potentiale, den personlige og faglige udvikling, når vi læner os op ad et digitalt udstyr. Efterhånden går vi på krykker. Og nu tør vi ikke at smide krykkerne, måske har vi glemt, hvordan det var at gå uden.

Sagt på en anden måde, vi overgiver vores magt til et digitalt instrument. Det, vi frygtede omkring digitaliseringens indtog, ER allerede sket. Vi frygtede at digitaliseringen ville tage over, at robotter ville gøre os overflødige. Det er ikke sket på den måde, vi frygtede, men det er en kendsgerning at vi har gjort det digitale univers til vores handicap –  en byrde af afhængighed.   

Research viser dermed at vi overidealiserer teknologiens kunnen og underminerer de unikke menneskelige egenskaber, de kommunikative nuancer, betydningen af interaktion, og vores forbundethed.

Under menneskelig interaktion aktiveres subtile niveauer af udveksling, fagligt input, personligt output, inspiration og gensidig motivation, som helt udebliver ved en ensrettet digital undervisningsproces. Den non-verbale fysiske interaktion, de subtile niveauer aktiverer en dybere forståelse og indbyrdes konsensus individer imellem, som udebliver under et hel-digitalt undervisningsforløb.

Det er netop den dynamik; det samspil mellem lærer og elev i undervisningen, der er noget af det mest værdifulde i den kommunikative indlæringsproces – og hos begge parter.

Referencer:

Bazerman, C. (2016). What do sociocultural studies of writing tell us about learning to write? I: C. A. MacArthur, S. Graham, & J. Fitzgerald (Red.), Handbook of writing research (Vol. 2, s. 11-25). New York & London: The Guilford Press.

Blikstad-Balas, M. (2012). Digital Literacy in Upper Secondary School–What Do Students Use Their Laptops for During Teacher Instruction? Nordic Journal of Digital Literacy, 7(02), 81-96.

Blikstad-Balas, M & Roe, A. (2021). «Hva skjer med lese- og skriveopplæringen når elevenes undervisning digitaliseres helt? «, Universitetet i Oslo, Universitetsforlaget

Blikstad-Balas, M. (2016). Literacy i skolen. Oslo: Universitetsforlaget.

Blikstad-Balas, M., & Davies, C. (2017). Assessing the educational value of one-to-one devices: Have we been asking the right questions? Oxford Review of Education, 1-21.

Blikstad-Balas, M., & Klette, K. (2020). Still a long way to go – Narrow and transmissive use of technology in the classroom. Nordic Journal of Digital Literacy, 15(01), 55-68.

Blikstad-Balas, M., Kornhall, P., & Nilsson, J. M. (2020). Det store digitaliseringseksperimentet i skolen. Bergen: Fagbokforlaget.

Blikstad-Balas, M. & Roe, A. (2020), Kva foregår i norsktimene? Utfordringer og muligheter i norskfaget på ungdomstrinnet. Oslo: Universitetsforlaget.

Fowler, F. J. (2009). Survey research methods (4th ed.). Los Angeles: Sage.

Gemini.no (2020). Elevene ble dårligere til å skrive på hjemmeskolen. Intervju med Gustaf Skar.  

Gil-Flores, J., Rodríguez-Santero, J., & Torres-Gordillo, J.-J. (2017). Factors that explain the use of ICT  in secondary-education classrooms: The role of teacher characteristics and school infrastructure. Computers in Human Behavior, (68), 441-449.

Graham, S., Harris, K. R., & Chambers, A. B. (2016). Evidence-based practice and writing instruction: A review of reviews. I: C. A. MacArthur, S. Graham, & J. Fitzgerald (Red.), Handbook of writing research (Vol. 2, s. 211-226). New York & London: The Guilford Press.

Efterlad en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere